Skousen i Hillerød har siden 2016 været sponsor for Hillerød Kræmmermarked. Tidligere har Skousen hjulpet kræmmermarkedet med blandt andet en kaffemaskine til de frivilliges frokoststue og en mikrobølgeovn til et ‘Baby Pitstop’, som kom til for nogle år siden.

Og for Thomas Elong, der er ejer af Skousen i Hillerød, er det helt naturligt at være med til at støtte op om Hillerød Kræmmermarked.  

”Kræmmermarkedet er et sted, hvor Hillerød samles,” lyder det fra Thomas Elong, der mener, at en by som Hillerød har brug for et samlende arrangement som kræmmermarkedet.

“Kræmmermarkedet er en begivenhed, der betyder rigtig meget for Hillerød som by,” siger han.

Det er frivillige, der – året rundt – knokler for at stable kræmmermarkedet på benene, og foreningerne i byen tjener på den måde penge til deres foreningskasse, som bruges på medlemmerne. Dermed betyder kræmmermarkedet rigtig meget for foreningslivet i Hillerød hele året – og altså ikke kun fire dage i sensommeren.

Thomas Elong har personligt et nært forhold til Hillerød Kræmmermarked, og han fremhæver en oplevelse for et par siden sammen med sin datter. De gik sammen rundt på markedet, hvor de mødte Claus Andreassen, der er formand for Hillerød Kræmmermarkeds bestyrelse og projektgruppe, som inviterede dem med op i informationsvognen, hvor man øverst kan skue udover hele markedspladsen.

Skousen er sponsor for en del andre arrangementer og aktiviteter. De største ligger i Nordsjælland Håndbold, Hillerød Fodbold, Helsinge Håndbold og sidst – men ikke mindst – Hillerød Kræmmermarked.

”Vi har valgt disse fire, fordi vi mener, at det giver os en god lokal forankring, og fordi det er klubber/arrangementer med ambitioner. En by som Hillerød har brug for idrætsklubber og events med ambitioner, og dem vil vi gerne støtte op om,” fortæller Thomas Elong.

Hillerød Kræmmermarkedets projektgruppe og bestyrelse er glade for samarbejdet med Skousen og mener, at Skousens grundlag for at være sponsor giver rigtig god mening.  “Vi er en flok frivillige, som lever og ånder for at samle Hillerød, støtte det lokale foreningsliv og for at holde Hillerøds længste (og bedste) fest”.