Vi kan fejre et lille sølvbryllup på kræmmermarkedet i år.Det er nemlig 25 år siden, at Grib Skov Trop for første gang åbnede deres konditori på markedspladsen.

“Uden nogen erfaring med cafedrift, og med en god portion mod og nybyggerentusiasme, gik forældre og ledere i gang med at opbygge konditoriet i 1991. Konditoriet blev en succes og har siden da vokset og udviklet sig til en fast bestanddel af kræmmermarkedet,” lyder det fra folkene bag Konditoriet.

Overskuddet fra Konditoriet går ubeskåret til Grib Skov Trops hytte ‘Bassebjerg’ og aktiviteter for ulve, stifindere og spejdere fra syv år.

Du kan møde Grib Skov Trop i hjørnet af kræmmerpladsen fra torsdag d. 1. september til søndag d. 4. september.